05/10-2009
Ny lov om sygefravær
 |
Sygefraværet i Danmark er et stort og dyrt problem. Hver dag er 150.000 arbejdstagere sygemeldt, og det koster på årsbasis 37 milliarder. En ny lov om sygefravær skal hjælpe med at nedbringe især de langstrakte sygeforløb, fastholde den syge på arbejdsmarkedet og sikre, at virksomhederne fortsat kan råde over kompetencerne. Med den nye lov bliver sygefraværsindsatsen ude på landets arbejdspladser styrket. Det sker blandt andet via mere dialog om sygefravær mellem arbejdspladsen og den sygemeldte. |
Hvis en medarbejder bliver langtidssyg, er der ikke kun bekymringer om sygdommen at kæmpe i mod. De mister også kontakten med kollegerne på jobbet, følelsen af at udføre et job og ikke mindst går langt de fleste ned i løn, hvilket på sigt kan have store konsekvenser for den enkelte. Arbejdsgiveren mister desuden en vigtig kompetence. Fremover skal en aktiv og tidlig indsats fastholde den ansatte på arbejdsmarkedet og give færre langstrakte sygemeldinger.
Senest efter 4 ugers sygefravær skal arbejdsgiveren have en samtale med den ansatte. Her fastsættes det om, hvornår og hvordan den sygemeldte kan vende tilbage til jobbet.
Den nye lov bygger også på, at kommunerne med en aktiv indsats kan hjælpe syge med at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Inden udgangen af den 8. sygeuge skal kommunen tage kontakt til arbejdspladsen og indgå i en dialog om arbejdspladsens mulighed for at tage den syge helt eller gradvist tilbage.
Den sygemeldte kan desuden selv anmode arbejdspladsen om en fastholdelsesplan, hvis vedkommende ikke forventer at være tilbage på arbejdspladsen inden for 8 uger.
Der indføres en ny lægeerklæring, den såkaldte mulighedserklæring, der skal afdække mulighederne for, at den syge medarbejder hurtigere kan komme helt eller delvist tilbage til arbejdet. Arbejdsgiveren kan forlange mulighedserklæringen udarbejdet når som helst i et længere sygeforløb, men også ved gentagne korte sygeforløb. Arbejdstageren har pligt til at deltage i denne mulighedserklæring. Mulighedserklæringen betales af arbejdsgiveren. Hvis den sygemeldte uden rimelig grund ikke deltager i mulighedserklæringen frafalder retten til sygedagpenge. Den "gamle" lægeerklæringen udfases ikke. Arbejdsgivere kan fortsat kræve en lægeerklæring fra den ansatte.
Vil du vide mere
Lov om styrket beskæftigelsesrettet indsats over for sygemeldte m.fl.
Bekendtgørelse om lov om aktiv beskæftigelsesindsats
Sygefravær - en fælles udfordring. Regeringens handlingsplan for at nedbringe sygefraværet
Konklusionspapir om handlingsplanen om sygefravær
RaskSnak.dk - samtaler om sygefravær på offentlige arbejdspladser
Kilde: Beskæftigelsesministeriet, Arbejdsdirektoratet